”Kroppe” er en speciallavet forestilling til Kulturhavn 2021, iscenesat af Camila Sarrazin direkte til bådepladsen mellem Nokken og Slusen ved havnekanalen. Med dristig cirkuspoesi viser GLiMT Amager kanalen og bådepladsen på en helt ny måde.
GLiMT Amager er Amagers nye lille storby teater, der arbejder med cirkus, fysisk teater, dans og livemusik. Med ”Kroppe” vil GLiMT bruge kanalen og stien mellem Nokken og Slusen til at skabe stemningsfulde udtryk der bruger fælleden og kanalens ro til fulde især ved aftenstid hvor skumringen træder i kraft. Forestillingen tager udgangspunkt i bådepladsen og den stemning, der er ved kanalen.
Som en del af skabelsen af forestillingen inviterer GLiMT i ugen op til Kulturhavn, alle interesserede ned til pladsen for at male på lærreder med temaet ”kroppe i bevægelse”. Alle er velkomne, børn, unge og voksne, dem der aldrig har malet før og dem der har malet hele livet. Alle kan være med. De bemalede lærreder inkorporeres i forestillingen, dels som scenografi og kostumer.